Brønderslev Gymnasium og HF har etableret en whistleblowerordning, der sikrer, at institutionen lever op til gældende lovgivning vedrørende whistleblowerordninger for offentlige institutioner med mere end 50 ansatte. Whistleblowerordningen skal sikre, at personer med et ansættelsesforhold på gymnasiet fortroligt eller anonymt kan indberette forhold om overtrædelse eller potentiel overtrædelse af gældende lovgivning eller øvrige alvorlige forhold, som har betydning for gymnasiet.
Whistleblowerordningen hverken kan eller skal erstatte den direkte og daglige kommunikation, der foregår på gymnasiet som en naturlig del af et tillidsbaseret samarbejde. Ordningen er således alene tænkt som en kanal, hvor medarbejdere kan indberette grove forhold, der enten ikke egner sig til at blive behandlet via de eksisterende kommunikationsveje, og/eller hvor der er behov for at sikre anonymitet til en whistleblower. Det kunne dreje sig om strafbare forhold, herunder misbrug af økonomiske midler, tyveri, svig, bedrageri og bestikkelse, grove eller gentagne overtrædelser af gældende lovgivning eller øvrige alvorlige forhold, som eksempelvis seksuel chikane.
Anmeldelser foretages ved at indberette til en sikker hjemmeside/portal, som kan tilgås via et link, der ligger tilgængeligt i skolens officielle kommunikationsteam i Microsoft Teams (under ’Kontornyt’), hvor alle ansatte har adgang. Via linket oplyses desuden om specifikke forhold vedrørende privatlivspolitikken for ordningen. Gældende retningslinjer for ordningen kan ses her.